Det er blevet et almindeligt accepteret synspunkt, at indvandrere skal tilpasse sig "den danske kultur". Selv en del indvandrere og indvandrer-venlige har taget fordommen til sig. "Selvfølgelig skal de tilpasse sig", lyder det forstående fra de velmenende humane.

Det må skyldes manglende omtanke, at man tager så let på andres ret til frit at vælge livsstil. Holdningen synes at være: Nu har vi taget imod dem, så må de også give lidt og tage vores kultur til sig. Det vil sige kaste deres hidtidige liv - deres opvækst, personlighed, værdier og æstetik - i den nærmeste skraldespand og selv foranstalte den nødvendige hjerne-vask, der vil gøre dem i stand til at leve i vores nærhed uden at belaste vores følsomme øjne og ører.

Nej - når vi har ladet dem komme hertil, så må vi acceptere dem, som de er. Giver det for store problemer, må vi lukke af for indvandring fra andre kontinenter. De udsagn der i dag nærmest er blevet politisk korrekte, minder i den grad om, at muslimerne er vore dages jøder - de fremmede iblandt os.

Tid til et citat fra Joseph Goebbels film "Der Ewige Jude" 1940:
"...i generation efter generation har de boet i de samme smudsige "beboelses-huller"... Dér fremsiger de også deres traditionelle, ceremonielle bønner uden at bekymre sig om de profane omgivelser."

Andres kultur har altså også tidligere givet anledning til irritation hos etniske europæere. Forskellen er, at der i dag bliver talt om andre kulturelle elementer, der er frastødende eller udtryk for manglende hensyntagen fra de udanske. Og det bidrager til indtrykket af, at det mest af alt er et æstetisk problem for de irriterede, som der ud af danner sig et helheds-billede af noget, de ikke synes passer ind i den vante livsverden.

Et spøjst fænomen for et samfund med så forskelligartede indfødte livsstilsgrupper. Men rockere og hippier blev mødt med lignende skepsis i starten. Derefter har der skullet mere til at forarge. Punkerne blev nærmest mødt med et skuldertræk. Samtidig er den fælles kultur både gået i opløsning med forskellige livsstilsgruppers fremkomst og blevet mere internationalt ens med den medie-bårne kulturs fremmarch.

Når folk fra syd- og østlige kontinenter drager hertil, er de dog alligevel så anderledes, at der lægges mærke til det. Men de virkelige problemer er først og fremmest noget der rammer indvandrerne selv - svinekød i kantinen, sprog-problemer og lignende. For os andre er problemet, at vi skal til at tænke. Og det er jo irriterende. Hvor man før kunne navigere ubesværet gennem hverdagslivet med fastlagte omgangsformer, møder man nu manglende selvfølgelighed.

Spørgsmålet er, om ikke man skulle være vant til det fra de forskelle, vi indfødte har i livsstil. Men når forskellene opleves større, skyldes det en kombination af visuelt indtryk, sproglige barrierer, og at mange indvandrere ikke bare kommer fra en anden kultur, men fra en anden tid - fra lande hvor udviklingsnivauet varierer dramatisk, og derfor også mentaliteten. Det er slet ikke illegitimt at stille spørgsmålstegn ved, om blandingen med vor tids europæere er særlig heldig. Men hvis man mener at der er tale om inkompatible udviklingsveje, som har medført for store kulturelle forskelligheder, så må man tage konsekvensen og ikke lægge indvandrere til last, at de har en fortid, men sørge for at de får en fremtid - et andet sted.

Vi vil ikke selv finde os i belæring om, hvordan vores livsstil skal være - hvilken kultur vi vælger. Og det er uværdigt og respektløst at ville pådutte tilrejsende en kulturchauvinisme, vi aldrig ville acceptere, hvis den rettede sig mod os selv.

 

Læs også
Teknokratisk integrationspolitik
Enøjede kristne og vrede muslimer