Danske journalister og kommentatorer har i generationer været præget af at man intuitivt bedømmer politikere ud fra deres evne til at tiltrække stemmer. Det er udtryk for en almindelig konkurrence-mentalitet som man ser i mange andre sammenhænge - i sport, konkurrencer, erhvervsliv osv. Men når specielt journalister på den baggrund giver udtryk for deres mening om hvem der er den gode politiker, så har de misforstået både deres egen rolle såvel som begrebet "en god politiker". Når jounalister dyrker overfladiske betragtninger om hvem der har den bedste fremtoning og siger det de fleste vil høre, er journalisterne og de mest manipulerende politikere gået i selvsving. Politikerne modtager mere ros jo mere manipulerende de er, og det bidrager til at gøre dem mere populære, hvorved journalisterne får ret. Men den bedste politiker er ikke den mest manipulerende. Gode politikere repræsenterer et sæt holdninger åbent og ærligt så vælgerne kan se hvad de får. En god politiker står ved de holdninger uanset stemmetallene og lader sig ikke korrumpere til at jagte taburetter frem for at arbejde for sit program. Det er et ærligt udbud af et politisk program man kan regne med. Men medierne lader sig føre rundt i manegen ved at fokusere på overfladiske personlige karakteristika og magtsymbolik. Det er letfordøjeligt fordi man mest bruger de ældre dele af hjernen,

der fungerer hurtigt og ubesværet. Derfor sælger det også til en stor del af befolkningen, som dog samtidig har en klar fornemmelse af at det er dybt råddent. Det er vilkårene på det politiske marked, kan man sige. Men det er netop så meget mere nødvendigt at gøre opmærksom på det selvbedrag der foregår, og få journalister og borgere til at blive mere kritiske forbrugere på det marked. Hvor journalister ofte agerer forbrugernes vagthund overfor virksomheder, virker det som om det modsatte tit er tilfældet når det gælder politik. Man roser dem med den falske varebetegnelse, eller dem der er mest glade for sig selv. Det er ofte uforståeligt hvorfor journalister flokkes om enkelt-personer og skaber en selvforstærkende spiral hvor personen bliver mere kendt fordi han er kendt. Skuespillere, komikere og journalister har derfor let ved at få en politisk karriere. Mere gådefuldt er det hvorfor en kommunalpolitiker som Søren Pind er blevet journalisternes darling, eller hvorfor medierne fandt på at skabe Dansk Folkepartis succes. Meget af forklaringen ligger givetvis i intellektuel dovenskab. Serverer man historier for journalisten, er det så meget nemmere at skrive artikler. Andet skyldes at journalister er mennesker med samme instinkter som alle andre. De falder på maven for dominerende personer, lader sig forføre af stammeinstinkter og andre primitive tendenser.