Regeringen har udvist stor iver for at indføre teknokratiske ordninger, der griber afgørende ind i borgernes muligheder for frit at kunne forme deres liv. Teknokratisk alders-diskrimination af udlændinge-kærlighed og indgreb i retten til at vælge bopæl er helt urimelige indgreb over for borgerne. Givetvis har regeringen måttet give indrømmelser til Dansk Folkeparti, for at få deres støtte. Men den alders-grænse for at få lov at gifte sig med udlændinge, som regeringen har indført, er uappetitlig og bag-stræberisk. Grænsen bør være den samme som myndigheds-alderen. Det er udtryk for ringe-agtelse af den yngre del af befolkningen, uanset hvor gode hensigterne måtte være. Når regeringen hævder at være den gode part, ved at forhindre tvangs-ægteskaber, klinger det hult.

Man tvinger nemlig samtidig unge til at gifte sig med danskere eller flytte ud af landet. Myndige personer kan ikke anses for uegnede til at træffe de mest afgørende valg i deres liv. Reguleringen går stik imod tendensen til mere international kontakt som følge af globaliseringen. Man skulle tro, regeringen var inspireret af anti-globaliserings-bevægelsen. Men det er nok snarere et udslag af almindelig populisme, der får regeringen til at gribe til så uliberale metoder. Det samme gælder spørgsmålet om kvoteordninger for, hvor folk med en bestemt baggrund må bo. Den form for skalten og valten med folk lægger Liberale Demokrater afstand til. Hele befolkningen skal ikke straffes, fordi der er problemer med en lille del af indvandrerne. De problemer skal løses med andre midler.

 

Kulturchauvinisme på Dansk
Enøjede kristne og vrede muslimer