Sanktioner mod Israel
Udtalelse

       
 

Den vestlige verden bør reagere langt stærkere overfor Israels umådeholdne aggression overfor Palæstinenserne. Det er paradoksalt at de vestlige lande ser gennem fingre med Israels fremfærd som besættelsesmagt, fordi vi bærer et medansvar for at have foræret Palæstina til jøderne. Vi burde istedet være os dette ansvar bevidst og gøre det helt klart at Israelerne skal holde op med at trække tiden ud og må opfylde palæstinensernes fuldt ud rimelige krav. Israel har ingen legitim grund til, efter 35 år, fortsat at holde resten af Palæstina besat. Det er derfor op til EU-landene og USA at lægge maksimalt pres på Israel for at gennemtvinge en løsning.

Utvivlsomt må EU-landene gå foran i dette arbejde, for at få USA til at vågne op af historie-forfalskningens tåger, og indse at Israel i højere grad har skabt problemerne end man har været offer for dem. Istedet har USA øget den militære og økonomiske milliard-støtte til Israel, mens den skarpe reaktion er overladt til palæstinenserne selv. Israels regering har skabt et frustreret underkuet palæstinensisk folk. Dermed har man samtidig skabt et miljø hvor der er frit slag for at rulle fremskridt i fredsprocessen tilbage, og fortsætte den langstrakte etniske udrensning i området. Det man i andre sammenhænge ville kalde etnisk udrensning, er en åbenlys del af skiftende israelske regeringers politik.

 

 

Men fordi den vestlige verden i høj grad har skabt problemerne ved at forære Palæstina til jøderne, er der stor uvilje mod at se i øjnene, at Israel ikke er en nation af stakkels holocaust-ofre der helt uretfærdigt bliver udsat for angreb udefra. Tværtimod bør EU og USA være sig sit ansvar bevidst, og sørge for at undertrykkelsen af den oprindelige befolkning i Palæstina ophører, flygtningene får mulighed for at vende hjem og en palæstinensisk stat langt om længe bliver oprettet. Europæiske zionister nærer en myte om, at der ikke er noget det internationale samfund kan gøre for at løse konflikten i Palæstina. Men den Israelske regering har fuldt ud gjort sig fortjent til, at EU iværksætter sanktioner overfor landet. En strategi der viste sig effektiv overfor et andet diskriminerende delvist demokratisk regime i Sydafrika.

Vi har til fulde gennem de sidste 50 år fået demonstreret hvad den Israelske stat står for. Det har været én lang stribe af overgreb på den palæstinensiske befolkning. Etnisk udrensning er bestemt ikke for stærkt et ord, selv om de gør det mere gradvist idag end for 30 og 50 år siden. At overgrebene ikke står klare i den vestlige verdens bevidsthed, skyldes til stor del at Israel bevidst har begået historieforfalskning. En manipulation det ikke er faldet særlig mange journalister ind at belyse. Måske fordi de derved vil udstille deres egen naivitet og skæve dækning i de forgangne år.

 

 

Information om Palæstina
Historie og dokumentation
Foundation for Middle East peace
Peace, Propaganda and the Promised Land

Læs også
Israels Erobring af Palæstina
The Making of the Arab-Israeli Conflict 1947-51
Anerkend staten Palæstina
Mellemøsten mellem ret og magt