Der har dannet sig en gruppering i dansk politik af kristne anti-muslimer, som advarer mod de farer, der udgår fra den islamiske lære og ikke mindst fra dens politiske ambitioner. Man må sige, at de har eksemplerne til rådighed for deres argumentation - omend deres analyse er temmelig enøjet. Man kan med god ret hævde, at den arabiske verden ikke har udviklet sig på samme måde som den vestlige. At de kulturelt og politisk har nogle træk, som vi genkender fra vores egen historie og har sagt definitivt farvel til. Det er jo netop en væsentlig grund til, at mange flygter.

Men når man vil udnævne muslimer til skurkene og de kristne til helte, så halter historien gevaldigt. De kristne kirker har nemlig været den mest bagstræberiske faktor overhovedet i bestræbelserne på at udvikle den moderne vestlige kultur og videnskab. Frihed har ikke ligefrem været et slagord i kristendommens historie. Spørgsmål skulle affærdiges med dogmatisme og ikke søges besvaret gennem udvikling. Kirkerne har langsomt måttet tilpasse sig udviklingen, men har gennemgående været den konservative faktor. Muslimske ledere har en lignende rolle i dag, men har i deres bestræbelser en stor hjælp i den samlende kraft fra ydre trusler.

Der er én væsentlig vedvarende hindring for, at den arabiske verden kan bringes ud af sin mistro til Europa og USA. Den hindring tjener for de religiøse ledere som et kærkomment eksempel på de vestlige landes amoralske og hensynsløse adfærd. Israel er ubestrideligt en statsdannelse, der er udtænkt og finansieret fra europæiske lande og - i starten - befolket hovedsagelig af indvandrere fra Europa - når man ser bort fra den palæstinensiske befolkning; og det er jo netop det, mange vestlige politikere gør og har gjort. Til deres store forbløffelse har den arabiske verden været modvillig over for at godkende foræringen af Palæstina til indvandrere, og den efterfølgende etniske udrensning begået af samme kolonister. Det burde indvandrer-skeptiske danskere egentlig godt kunne forstå i dag. Pia Kærsgaards venner ville næppe være tilbageholdende med at bruge våbenmagt over for en sådan kolonisering af deres kære land. Men nu er palæstinenserne jo muslimer, og så tæller de åbenbart ikke.

En anden faktor er naturligvis USA's bastante indblanding i, hvem der skulle være diktator i hvilke lande. Om besættelsen af Irak er begyndelsen på en demokratisering, står tilbage at se. Tidligere har det været mere afgørende for USA's skiftende regeringer, hvem der havde magten, og ikke hvordan de opnåede og beholdt den.

 

F.eks. er Egypten modtager af milliard-tilskud fra USA, uden at der - indtil for nylig - var noget pres for at afholde valg. Forhåbentlig ser vi nu en ændring til en mere nuanceret politik. Men USA's nærmeste allierede, Israel, synes ikke helt at have accepteret argumentet: Man får ikke Mellemøsten ud af "den mørke middelalder" ved at bombe dem tilbage til stenalderen. Når Israel har så slagkraftig og avanceret en militær magt, er det jo også i høj grad, fordi især USA har forsynet Israel med våbenteknologi og -systemer ganske gratis. Når Europa ikke kan finde ud af at presse Israel, er det, fordi vi er allierede med USA.

Den vestlige dobbeltmoral er naturligvis ikke bare forvirrende, men må - i mangel af bedre - forstås som ond vilje af den arabiske offentlighed. Når en så irrationel politik udgår fra demokratiske lande, er det ikke ligefrem god markedsføring af vores politiske system. Den ydre trussel fra denne uberegnelige vestlige verden, tjener i de arabiske lande både som samlende faktor omkring de religiøse ledere og som spring-bræt for disses politiske ambitioner - fordi mere verdslige ledere er mest interesserede i at fylde deres egne bankkonti med penge, frem for at være politisk folkelige.

At vreden får en religiøs udtryksform, er især, fordi den politiske kanal er blokeret. Når antiislamister så kritiserer arabiske lande for at være udemokratiske, er det ud fra en temmelig uigennemskuelig tankegang. Hvem er det egentlig, de kritiserer? Befolkningen som har vidt varierende religiøsitet og ingen politisk indflydelse? Præsterne som prøver at få det? Eller magthaverne som benytter sig af religionen til at give sig selv legitimitet? Næh, det er religionen som sådan, man er vred på, selvom der er vidt forskellige meninger i den muslimske verden om religionens politiske rolle. Det svarer nogenlunde til at være imod kristendom, fordi den anerkender enevælden, byder folk at være fattige og finde sig i undertrykkelse - vend den anden kind til. Og det vil da også være meget fornuftigt at være imod alt det - og mere til - som diverse religioner ophøjer til den evige sandhed. Men det nytter bare ikke at bede folk om at kaste deres kultur fra sig. Vi befinder os til enhver tid i en kulturel evolutionær proces - med større og mindre gennembrud fra tid til anden. Det bedste, den vestlige verden kan gøre i den proces, er at være gode eksempler på samfund, hvor retfærdighed, frihed og velstand går hånd i hånd. Det er ikke det, vores udstillingsvindue i Mellemøsten viser.

 

Læs også
Israels Erobring af Palæstina
The Making of the Arab-Israeli Conflict 1947-51
Tema Mellemøsten