LDP

Man skulle tro, at der ikke længere var nogen, der tilsluttede sig liberale idealer. Liberale har censureret sig selv og tabubelagt en række emner. Særligt når det gælder besparelser på de offentlige budgetter, er det noget, ingen af kandidaterne til Folketinget formaster sig til at ytre ønske om. Meget forståeligt, når man ser pressens repræsentanter sidde klar til at proklamere den politiske dødsdom over enhver, der skulle træde ved siden af og tale om besparelser.

Mens Venstre har forsøgt at profilere sig som fornyelsens parti, har det indtil videre været hæmmet af en hængen fast i gammelt tankegods og tilbageholdenhed i den offentlige debat. Venstres politikere har haft alt for travlt med at erklære, at de skam ikke er ideologiske, og har dermed sat sig selv i skak. De har stor tilslutning, men kan ikke føre liberal politik og er i stedet hensat til at give de småborgerlige, hvad de vil have.

En forklaring på den konforme stil, politikerne benytter sig af over for vælgerne, er, at simple teknokra-tiske og kvantitative manipulerende indlæg ofte vinder mere gehør og derfor i høj grad bliver benyttet af politikere, frem for mere komplekse, kvalitative og ærlige måder at argumentere på. Er det, fordi de som argumenter i sig selv er bedre, eller fordi vi er indrettet sådan, at vi lettere opfatter kvantitative argumenter og lettere behandler dem i vores mentale apparat?

En del taler for, at vi kan lide den slags argumenter, fordi de er lette at have med at gøre. Ligesom ethvert femårigt barn kan bygge huse af legoklodser, men ikke nødvendigvis forklare, hvordan det blev gjort. Således er den materielle, teknokratiske og statistiske tale mere konkret letopfattelig og giver lettere point i diskussioner, når publikum ikke tilhører den mest sindige del af befolkningen. Men ved at lade sig begrænse i sin argumentation på denne måde, ved at lade sig styre af, hvad der går rent ind hos modtageren, ser politikeren bort fra den del af vores livsverden, som er mere kompleks, abstrakt og svær at overskue.

At gå ud fra at man kan se bort fra denne del af virkeligheden, er at overvurdere vores evner til med lethed at se alt, der er væsentligt, og leder opmærksomheden bort fra en ikke mindre væsentlig del af vores verden, og fra den usikkerhed, der knytter sig hertil. Resultatet er en letkøbt præsentation af virkeligheden, der cementerer den asymmetriske informations afgørende indflydelse i det politiske system. For vi kan altid pege på det gode i at få flere offentlige ydelser, i at have hospitaler og veje og at hjælpe andre, hvis ikke politikerne tillader

	Den letkøbte virkelighed Af Niels-Jørgen Koordt
	Man skulle tro, at der ikke længere var nogen, der tilsluttede sig liberale idealer. Liberale har censureret sig selv og tabubelagt en række emner. Særligt når det gælder besparelser på de offentlige budgetter, er det noget, ingen af kandidaterne til Folketinget formaster sig til at ytre ønske om. Meget forståeligt, når man ser pressens repræsentanter sidde klar til at proklamere den politiske dødsdom over enhver, der skulle træde ved siden af og tale om besparelser. Mens Venstre har forsøgt at profilere sig som fornyelsens parti, har det indtil videre været hæmmet af en hængen fast i gammelt tankegods og tilbageholdenhed i den offentlige debat. Venstres politikere har haft alt for travlt med at erklære, at de skam ikke er ideologiske, og har dermed sat sig selv i skak. De har stor tilslutning, men kan ikke føre liberal politik og er i stedet hensat til at give de småborgerlige, hvad de vil have. En forklaring på den konforme stil, politikerne benytter sig af over for vælgerne, er, at simple teknokra-tiske og kvantitative manipulerende indlæg ofte vinder mere gehør og derfor i høj grad bliver benyttet af politikere, frem for mere komplekse, kvalitative og ærlige måder at argumentere på. Er det, fordi de som argumenter i sig selv er bedre, eller fordi vi er indrettet sådan, at vi lettere opfatter kvantitative argumenter og lettere behandler dem i vores mentale apparat? En del taler for, at vi kan lide den slags argumenter, fordi de er lette at have med at gøre. Ligesom ethvert femårigt barn kan bygge huse af legoklodser, men ikke nødvendigvis forklare, hvordan det blev gjort. Således er den materielle, teknokratiske og statistiske tale mere konkret letopfattelig og giver lettere point i diskussioner, når publikum ikke tilhører den mest sindige del af befolkningen. Men ved at lade sig begrænse i sin argumentation på denne måde, ved at lade sig styre af, hvad der går rent ind hos modtageren, ser politikeren bort fra den del af vores livsverden, som er mere kompleks, abstrakt og svær at overskue. At gå ud fra at man kan se bort fra denne del af virkeligheden, er at overvurdere vores evner til med lethed at se alt, der er væsentligt, og leder opmærksomheden bort fra en ikke mindre væsentlig del af vores verden, og fra den usikkerhed, der knytter sig hertil. Resultatet er en letkøbt præsentation af virkeligheden, der cementerer den asymmetriske informations afgørende indflydelse i det politiske system. For vi kan altid pege på det gode i at få flere offentlige ydelser, i at have hospitaler og veje og at hjælpe andre, hvis ikke politikerne tillader		sig selv at bevæge sig ud i mere komplekse betragtninger - om f.eks. hvad folk hver især og tilsammen har ud af at kunne vælge individuelt, og hvordan den fremtidige udvikling bedst former sig som en kompleks spontan ordensproces, der udnytter spredt viden. For her er usikkerheden åbenlys og stirrer modtageren tomt i øjnene. Man peger ikke på det konkrete gode, der kommer ud af at lede penge ind i et bestemt projekt, og peger ikke på nogen bestemt fremtid, hvor der tilsyneladende kommer 65.000 flere i arbejde, og alle kan få deres pension - med politisk garanti... Så rådet til politikere, der vil være populære, er at holde sig til den sidstnævnte form for fortælling. Men det betyder jo ikke, at den anden mere komplekse del af virkeligheden forsvinder eller bliver mindre væsentlig. Blot har vi abonneret på den letkøbte virkelighed. De politikere, der holder sig til den sikre vej, kan blive ved med at være politikere, og vælgerne lider ikke den store nød - på kort sigt. I det mindste ved de ikke, om det kunne være bedre - eller hvor-dan. Er det sådan det forholder sig? Givetvis er denne udlægning også karikeret - for at få en stærk pointe frem. For spørgsmålet er, om ikke vores politikere har overdrevet deres tro på den sikre vej til god markedsføring. En større og større del af befolkningen har længere uddannelser eller stifter på anden vis bekendtskab med andre måder at tænke på. Den tidligere materialistiske middel-klasse er knap så retlinet og homogen længere. Traditionelle liberale politikere har længe fulgt kommunikations-eksperternes råd og satset på det sikre - tallenes magt. Dermed har de imidlertid langt hen ad vejen gjort sig selv en bjørnetjeneste, fordi det har været en debat på modstanderens præmisser. I de tilfælde, hvor der imidlertid alligevel har været mulighed for - med fordel - at argumentere på denne måde, har traditionelle liberale ofte ikke løftet opgaven. Man har på en række områder bøjet sig for modstanderens grundlæggende værdisæt - og ikke engang forsøgt at pege på alternativer. I det omfang Venstrefolk har debatteret ud fra mere kvalitative værdier, har det ikke været med de liberale faner hævet. Frihed er kun noget, der bliver nævnt ved festlige lejligheder. Derimod har det ikke skortet på klichéer om længere straffe, hyldester til antikke institutioner som folkekirken eller teknokratisk aldersdiskrimination af udlændinge-kærlighed. Sådan opfører et moderne liberalt parti sig ikke, hvis det vil forandre i liberal retning. Derfor må man ønske statsministeren tillykke med sin regering og håbe, vi engang får en liberal af slagsen.