Mellemøsten
mellem ret og magt |
|||||
Den palæstinensiske befolknings tålmodighed er ubegribeligt stor. I et halvt århundrede har man ventet på at de rimelige krav om en palæstinensisk stat kunne realiseres. Imens har de måttet se deres land skrumpe ind til ubetydelige lommer, hvor de forhindres i at udvikle økonomi og infrastruktur. Bliver nægtet at bygge huse og anlæg, men får derimod i hundredevis af tilfælde deres huse revet ned uden legitim grund. Langsomt bliver de trængt længere og længere tilbage mens bosættelserne har spredt sig over alt. Civile bliver skudt eller chikaneret af det israelske militær. Hvis ikke de er blevet smidt ud af deres land. Problemet i Mellemøst-konflikten er at det er palæstinenserne der har ret men israelerne der har magt. På den måde er det en klassisk konflikt-type der minder om de mange besættelser historien byder på. Men det er også en meget unik konflikt fordi Israelerne ikke er en besættelses-magt fra et bestemt land, men derimod kolonister fra en række forskellige lande og har kun deres religion til fælles. Imidlertid blev Israel oprettet, i 1948, på et tidspunkt hvor kolonisering og erobring af andres land må anses for illegitimt - hvad der end står i årtusinde-gamle religiøse skrifter. Den zionistiske indvandring til Palæstina var velorganiseret og beskyttet af britterne indtil israelerne var stærke nok til at overtage opgaven. Fra at være et lille mindretal forvandlede jøderne sig til en betydelig befolkning i midten af 1900-tallet. Zionisternes moralske forsvar for retten til at overtage dele af Palæstina kan kun være religiøs. Der var lige så stor til-knytning for kristne europæere til Palæstina som for jøder. I Europa, Amerika og de arabiske lande er der jøder - ligesom der er kristne. Ligesom kristendommen spredte jødedommen sig i Europa og resten af verden, og det giver ikke nogen af dem ret til et bestemt stykke land. Zionisternes projekt startede heller ikke som reaktion på holocaust, men fik langt større tilslutning efter udryddelserne i Europa.
|
Hvor stor sympati man end må have for de forfulgte jøder på den baggrund, retfærdiggør den ene uret ikke den anden. Palæstinenserne var uden skyld i nazisters og andres forfølgelse af jøder i Europa. Debatten om de spørgsmål tager alt for ofte udgangspunkt i grove generaliseringer og myter. For eksempel om at jøder generelt må betragtes som gode fredelige mennesker der er ofre for andres fordomme. Det er ligeså forkert et billede som det antisemitter har forsøgt at tegne. Paradoksalt nok valgte mange jøder den radikale løsning at tage til Palæstina, netop som antisemitismen blev vendt på hovedet i det meste af Europa. Forståeligt nok udfra en individuel betragtning af motiverne bag immigrationen. Men oprettelsen af en ren religiøs jødisk stat i et område som burde have været under palæstinensisk suverænitet, kan ikke retfærdiggøres. Lige så lidt som andre religioner har adgang til at erklære et område i et fremmed land for en uafhængig religiøs stat. Forskellen ligger i at vi i Danmark har mulighed for at forhindre at dette skrækscenarie overgår os. Palæstinenserne var derimod under besættelse og for økonomisk og teknologisk fattige til at stille meget op imod indvandringen. Opstande blev slået ned med hård hånd. Man må således tage som udgangspunkt at palæstinenserne har ret i deres krav. Der er ingen retfærdighed i at Israel nu gør krav på mere end 80% af det oprindelige Palæstina. De vestlige lande bærer et historisk ansvar for at have foræret Palæstina til Israelerne, og må gennemtvinge en løsning der tilgodeser palæstinensiske krav om enten at lade flygtningene vende hjem til deres eget område og give dem samme rettigheder som andre borgere - eller overlade en stor del af det nuværende Israel til dem så de kan oprette en stat dér. At Israelerne har erobret området med millitær magt giver dem selvsagt ikke ret til at beholde det ligemeget hvor mange bosættere de har koloniseret området med. Magt er ikke ret!
|