I det sidste års tid lader det til at der er sket en intensivering i mediedækningen af påståede ressourcemangler i forskellige dele af den offentlige sektor. Det er ikke noget nyt at offentligt ansatte, interessegrupper og store dele af folketingets medlemmer markerer sig ved at kræve flere midler til det ene eller andet formål. Men under borgerligt-liberale regeringer ser aktiviteten ud til at intensiveres og blive til en regn af protester over at "der skæres ned". De offentlige udgifter er imidlertid kun gået én vej i de sidste hundrede år - nemlig opad - hvad enten regeringen har haft den ene eller anden observans. Under Schlüter-regeringen skete der en kortvarig opbremsning i stigningstakten, under voldsomme protester fra diverse interessegrupper. Den erfaring har skræmt den nuværende regering til end ikke at forsøge at finde besparelser i den gigantiske offentlige sektor. Til trods for det, ser vi nærmest dagligt hvordan ineffektiviteten i den offentlige sektor bruges som begrundelse for, at kræve flere midler kastet i det bundløse hul.

Asymmetrisk information kalder man det fænomen der i høj grad er med til at drive væksten i den offentlige sektor. Der opstår asymmetri når enkelt-grupper har et stort incitament til at arbejde for midler til et område - f.eks. fordi de får det meste af deres indkomst derfra - mens betalingen spredes ud over alle skatteydere, som ikke har samme grad af incitament til at protestere mod de enkelte udgifts-områder hver især.

Men som bekendt giver mange bække små en stor å - som idag nærmest er blevet til en syndflod, der river alt med sig. Enhver fornuftig aktivitet bliver beskattet nådesløst for at bekoste regulering og barriærer for samme private foretagsomhed. Mange danskere lever i fattigdom fordi leveomkostningerne i Danmark er skyhøje. Enhver økonomisk aktivitet bliver nemlig fordyret af "beskyttelses-penge" til det offentlige.

Selv om de offentlige udgifter i høj grad retfærdiggøres med hensynet til de svageste, er det en meget lille del af de omkring 700 mia. kr. der går til at udjævne indkomsterne eller yde service til denne dårligt organiserede gruppe. Op imod 60% af BNP går til den offentlige sektor, som dermed fordyrer alle private ydelser voldsomt. Selvom der sker en vis indkomstudjævning til fordel for dem uden anden indkomst, er fordyrelsen af varer og tjenesteydelser så voldsom at de fattigste her i landet stadig ofte må leve af grød. Samtidig har den offentlige sektor skabt en stor klasse af overbetalte papirnussere, som sjældent er deres løn værd når man ser på hvilken værdi de skaber - men som er gode til at organisere sig og udnytte den asymmetriske information. Hvis de samme evner blev udfoldet kreativt på det frie marked, ville danskerne være så meget rigere.