Den voldsomme reaktion, der er kommet på Jyllands Postens Muhammed-tegninger har virket efter hensigten, og Jyllands Posten har overraskende effektivt demonstreret hvad der truer ytringsfriheden - overtro og økonomiske interesser, hånd i hånd. Så snart danske virksomheders økonomiske interesser blev truede, var ytringsfrihed og skellet mellem stat og presse mindre vigtigt. Politikere og erhvervsfolk indlod sig på den forskruede tankegang at danmark kollektivt skal stå til ansvar for, at en avis hånede en del af de mange overtroiske i verden. Statsministeren bliver en meget travl mand hvis han skal rende rundt og undskylde hver gang et dansk medie har bragt billeder eller tekst der kan virke fornærmende på nogen. Skal politiken nu også til at undskylde over for landets venstrefolk, fordi avisen har bragt tegninger af Venstres store leder kun iført pels og kølle? Nej, nu kan venstres medlemmer jo ikke udøve noget særligt økonomisk pres på danmark, uden at ramme sig selv. Men brokker man sig nok, og tager man tilstrækkeligt rabiate metoder i brug, så opnår man åbenbart både at statens øverste repræsentant blander sig, og at erhvervslivets repræsentanter, som ellers sjældent blander sig i de mere bløde politiske spørgsmål, skælder ud på et medlem af den frie danske presse.

Jyllands Posten er afhængig af erhvervslivets reklamer, ligesom erhvervslivet er afhængig af markederne i de muslimske lande - sådan virker markedskræfter også. Selvpålagt sencur er konsekvensen - og hvem skal så prikke til overtroen og sørge for at kultur og mentalitet udvikler sig?

Vi har en uheldig tradition for at gøre overtro til noget ophøjet - så længe den udøves inden for rammerne af oldgamle religioner med en vis udbredelse. Det er nemlig mere respektabelt, tankeløst at tilslutte sig den overtro man vokser op med, end at finde på noget nyt. Det er de fleste enige om - uden videre omtanke. At kalde religion for overtro, det er jo en hån mod noget der er ophøjet - det må man ikke, for det er vi ikke vant til. I fremtiden må de religiøse vænne sig til at høre det oftere, og kun ved at sige det igen og igen kan vi komme ud over de dogmer der alt for længe har præget verden. Det kræver mod, og det har sine omkostninger. Det har også sine gevinster, på længere sigt - blandt andet at man ikke behøver kaste sig i støvet, hver gang overtroiske grupper beslutter sig for at skyde gråspurve med kanoner. I mellemtiden gælder det selvsagt om at finde en balance mellem den offensive kritik og den empatiske dialog. Her har Jyllands Posten brug for at se mere kritisk på Israel og USA.