S.2. Ved århundredeskiftet 1900 var over 75% af befolkningen i Palæstina muslimer.

S.3. Siden 1910 arbejdede zionisterne på at erstatte palæstinensiske arbejdere med indvandrede jøder.

S.7. I Balfour-deklarationen fra 1917 lover briterne et jødisk hjemland i Palæstina.

S.10. Truman lagde i 1945 pres på briterne for at lade jøder tage til Palæstina.

S.13. I 1947 udgjorde Palæstinenserne over 65% af befolkningen.

S.21. USA tillod ikke jøder at emigrere til USA i 1940'erne.

S.40. FN-komité giver den jødiske stat 55% af Palæstina. Staten rummer 500.000 jøder og 400.000 palæstinensere.

S.48. 1947 var der 660.000 jøder og 1,2-1,3 mio. palæstinensere i Palæstina.

S.50. 27.000 jødiske veteraner fra den britiske hær var i Palæstina. 12.000 palæstinensere tjente i den britiske hær, men var uden kamperfaring.

S.52. 1947 oprettede zionisterne værnepligtshær på 82.500 mand. I maj 1948 kunne de stille 10 divisioner.

S.55. I marts 1948 overtager zionisterne det britiske kolonistyres institutioner og installationer, heraf nogle hovedsageligt bemandet af palæstinensere. Størstedelen af finansieringen af den nye stat kom fra udlandet - især USA's jøder.

S.57. Den zionistiske ledelse havde, modsat den palæstinensiske varetaget 1. At repræsentere deres sag internationalt. 2. Sørge for økonomisk, militær og politisk opbygning.

S.57-60. Palæstinenserne var på landet præget af feudale træk. I det hele taget var familie, klan, stamme og lokalområde vigtigere end nationale tendenser.

S.59. Den arabiske revolte 1936-9 var en undtagelse, hvor den nationalistiske ledelse fik autoritet i store dele af landet. Revolten skyldtes både pro-zionismen hos briterne og forskellen på palæstinenserne i f.t. de indvandrede moderniserede og rigere jøder.

S.60. Zionisterne forberedte grundigt oprettelsen af en jødisk stat inden briterne forlod landet. Palæstinenserne gjorde ikke de samme forberedelser, ej heller til at mobilisere til konfrontation med zionisterne.

S.64. Splittelse blandt palæstinenserne gjorde dem ude af stand til at samle deres ressourcer i en koordineret indsats.

S.65. Få palæstinensere blev rekrutteret til små paramilitære grupper. 1948 ialt 4.000 mand + 8.000 frivillige arabere fra andre lande.

S.68. Palæstinensiske byer måtte stort set sørge for deres eget forsvar.

S.88. De fleste zionister ville have en ren jødisk stat. Ben Gurion: "Palæstinenserne forlod den del af Palæstina der var udset af FN til at blive en jødisk stat, efter instrukser fra arabiske ledere - inden et arabisk angreb". Der er ikke fundet belæg for den påstand.

S.91-92. I marts 1948 besluttede den jødiske militære ledelse at skabe et fait accompli, og påbegynde besættelse af områder indenfor den udstukne jødiske stat såvel som blandede byer og mange områder udenfor det tildelte. Plan D blev udarbejdet for at udstikke en strategi i f.t. borgerkrigen og en ventet arabisk militæraktion. Den taler om oprettelse af sikkerhedszoner og "operationer imod fjendtlige befolkningscentre i eller nær vores forsvarssystem, for at hindre at de bliver brugt som baser af en aktiv væbnet styrke. Disse operationer kan udføres på følgende måde: Enten ved at ødelægge byer (ved brand, sprængning eller minelægning), og specielt de byer der er svære at kontrollere løbende; eller ved at udføre gennemsøgning og kontrol-operationer efter disse retningslinier: Omringning af byen, gennemsøgning af den - hvis der er modstand, må de væbnede styrker udslettes og befolkningen udvises fra staten".

S.93. Over halvdelen af de palæstinensiske byer blev simpelthen betragtet som militære mål, p.g.a. deres beliggenhed. Plan D's udrensninger af byer var allerede begyndt før planen blev skrevet.

S.94. Planen blev implementeret med store lokale variationer, fra rutinemæssige massakrer i nogle områder, til afståelse fra etnisk udrensning i andre områder. I august 1948 var 286 arabiske byer ødelagte, mange andre beskadigede og senere forladt.

S.95. Skelnen mellem venlige og fjendtlige byer blev ignoreret af Det Jødiske Bureaus land-afdeling og dets chef Yosef Weitz, som forsøgte at udvise så mange arabere som muligt. Han blev også chef for "Transfer Komiteerne". Andre metoder brugt af zionisterne omfattede chikane af civile palæstinensere, afbrænding af marker, tyveri af afgrøderne, afskæring af vand- og fødevareforsyning og at hindre landmænd i at dyrke deres jord.

S. 96. I april 1948 overtog jøderne de blandede byer Haifa, Jaffa og Tiberias. Massakren i Deir Yassin spredte frygt og fik mange palæstinensere til at flygte i foråret 1948. Langt de fleste udviste var ubevæbnede civile.

S.97. Fra Yitzak Rabin og Benny Morris fremgår at de palæstinensiske beboere blev marcheret ud af byerne, som led i en bevidst politik om at efterlade så få arabere som muligt i den jødiske stat. I oktober og november fortsatte flygtningestrømmen efter arabiske nederlag og massakrer mod palæstinensere i Ilabum, Sa'as'a, Dawayniya, Safsaf og en række andre byer. I perioden blev 350 forladte palæstinensiske byer systematisk jævnet med jorden, for at umuliggøre flygtningenes tilbagevenden.

S.98. Juni 1948 skrev Yosef Weitz i et memorandum, at der var enighed om at den bedste måde at tage sig af de forladte byer var ved destruktion, renovering og bosættelse af jøder. Den israelske regering besluttede i august 1948 at implementere Weitz's idéer.

S.104. Trods arabiske lederes appeller om finansiel og militær hjælp til palæstinenserne, tøvede de samme ledere med at bidrage. De havde andre hensyn at varetage.

S.105. Den arabiske befolkning krævede indsatsen øget, ved demonstrationer, underskriftsindsamlinger og strejker.

S.108. De britiske stabschefer vurderede at de fleste arabiske enheder ikke havde tidligere kamp-erfaring, men blev brugt som politi i hjemlandene. Logistisk ville Irak kun kunne opretholde en bataljon under kamp-forhold. Den syriske hær led under mangel på ammunition og dårlig vedligeholdelse, som førte til begrænset udholdenhed. Saudiernes irregulære tropper havde næsten ingen ammunition.

S.109. Den egyptiske hær var størst, men ikke tilstrækkeligt veluddannet, dårligt motiverede og demoraliserede, manglede udstyr, ammunition og vedligholdelse - var ifølge det egyptiske forsvarsministerium ikke klar til kamp. Kun den Arabiske Legion i Transjordanien på 7.400 mand blev anset for relativt moderne og erfaren. Den arabiske samlede styrke var 165.000 mand, hvoraf kun en brøkdel blev indsat, bl.a. fordi de skulle varetage sikkerheden i hjemlandene.

S.110-111. Opmarch af syriske tropper i oktober 1947 og januar 1948 blev forhindret af britiske tropper. Egypten sendte kun en infanteri-brigade med pansrede mandskabsvogne. Den samlede arabiske indsatsstyrke: Ægypten 10.000, Syrien 3.000, Libanon 1.000, Irak 3.000, frivillige 2.000, Arabiske Legion 4.500. De fleste uden forberedelse og øvelser. Derudover var der 12.000 irregulære palæstinensiske tropper. Ialt 35.000 mand. Jødiske - maj 1948: 22.425, juni: 35.368.

S.111. De arabiske styrker havde i starten fordel af flere tropper, men blev allerede i juni 1948 overhalet under en våbenhvile hvor udstyr fra østblokken begyndte at ankomme, mens arabernes leverandører i Storbritanien fulgte en FN-embargo og stoppede leverancerne.

S.112. Kun en lille del af de lovede finansielle bidrag fra arabiske lande til palæstinenserne blev sendt: 143.000 palæstinensensiske pund, mens zionisterne havde et forsvarsbudget på 28 mio. US$ i 1947.

S.113. Den mest effektive arabiske hær, den transjordanske, fik kun begrænsede mål for indsatsen, som tjente Kong Abdullahs ambitioner, efter hemmelige forhandlinger med Det Jødiske Agentur.

S.115. Kong Abdullah havde gode forbindelser med zionisterne og ville dele Palæstina med dem.

S. 116. Abdullah og zionisterne overhørte den almindelige arabiske og palæstinensiske holdning om at oprette en arabisk stat i Palæstina, samt amerikanernes og briternes om at oprette en stat med kantonner.

S.120-21. Abdullah førte et dobbeltspil, hvor han overfor araberne fordømte zionisterne, men samtidig lavede aftaler om at dele Palæstina med dem.

S. 122. Transjordan var det eneste rolige og sikre område, som kunne sende hovedparten af sine styrker til Palæstina.

S. 125. To uger før krigen brød ud 15. maj 1948, kunne transjordansk og egyptisk deltagelse ikke garanteres.

S. 126. To dage før 15. maj fik Abdullah posten som øverstbefalende for de arabiske styrker, fordi han havde den erfarne Arabiske Legion og måske fordi andre forudså nederlaget - Glubb Pasha afviste at blive leder af kampagnen af samme grund.

S. 130. I maj 1948 mødtes officerer fra Hagana med britiske officerer fra Den Arabiske Legion's ledelse for at koordinere, så der ikke kom sammenstød mellem deres tropper.

S. 131. Forhandlinger mellem zionistiske udsendinge og Abdullah 11. maj 1948. Her ville Abdullah have stop for jødisk indvandring og udsættelse af proklamationen af en jødisk stat. Men han lovede ikke at invadere det af FN udpegede jødiske område. Der blev imidlertid en del kamp mellem legionen og jødiske tropper, specielt i Jerusalem.