s. 53-58 Zionisterne blev grundlagt som en national-socialistisk idé. Ben-Gurion var først og fremmest nationalist, derefter socialist. Jord og arbejde skulle på jødiske hænder.

s. 58-63 Europæiske fonde finansierede opkøb af Palæstinas bedste jord fra de store jord-ejere, og bestemte af de kun kunne sælges til jøder. Jord der blev lejet ud måtte kun modtage jødisk arbejdskraft.

s. 63 I 1948 ejede zionisterne 6-7% af Palæstinas jord, men langt mere af den bedste jord - ellerede i 1929 13,3,%.

s. 64 Der blev lavet aftaler med jordsælgere om at sætte palæstinensiske beboere på gaden, inden salget til zionisterne. Englænderne ville nemlig hindre at jøderne gjorde det - af frygt for uroligheder. Ved Sursuq-familiens salg af et stort stykke jord i Jezreel-dalen, blev 17 palæstinensiske landsbyer arbejdsløse - 8.730 personer.

s. 65 Zionister bekæmpede aktivt at jøder ansatte palæstinensere eller købte palæstinensernes varer - det skete ved blokader, destruktion og vold - på socialistisk vis.

s. 66 Fra 1905 arbejdede zionisterne bevidst på en jødisk "erobring af arbejdet". Markedet blev sat ud af kraft gennem kollektivisering.

s. 67 Der hvor palæstinenserne fandt arbejde i jødiske virksomheder, var det til langt lavere løn.

s. 76-77 Balfourerklæringen blev udarbejdet af det britiske udenrigsministerium efter konsultation med zionisterne, men ikke med det palæstinensiske flertal.

s. 92 Fra at udgøre under 10% af befolkningen i 1918, voksede den jødiske indvandring kraftigt og toppede i midten af 1930'erne.

s. 117 Peel-planen fra 1937 foreslog en deling hvor de frodigste dele af Palæstina gik til zionisterne og 250.000 palæstinensere blev tvangsforflyttet - dvs. næsten halvdelen af befolkningen i det område zionisterne skulle have. I Akka-distriktet udgjorde palæstinensernes jord 87% - et af de frodigste områder i Palæstina, hvor 96% af jorden var opdyrkelig.

s. 120-23 Både på zionistkongressen og den zionistiske verdens-arbejderkongres i 1937 blev etnisk udrensning af palæstinenserne drøftet som led i en deling. Langt de fleste politiske zionistgrupper var for transfer, bl.a. Ben-Gurion og Weizman var ivrige fortalere for etnisk udrensning og forestillede sig et Israel, der på sigt skulle omfatte hele Palæstina. De forhandlede med britterne om det.

s. 124-25 Både den senere udenrigsminister Shertok og Golda Meir støttede tanken, men var betænkelige ved om det kunne gennemføres. Kun den yderste venstrefløj havde moralske skrupler.

s. 126-27 Dr. Soskin og Yosef Weitz udarbejdede konkrete planer for den etniske udrensning i slutningen af 1930'erne. Weitz var direktør i kolonialafdelingen i den Jødiske Nationalfond.

s. 128 I Jewish Agency Executive var ledelsen i juni 1938 enige om at der skulle ske en væbnet etnisk udrensning.

s. 135 Zionisterne fik støtte fra Storbritanien i at opbygge militære enheder, bl.a. 14.000 mand i kolonipolitiet. Zionisternes institutioner blev anerkendt som før-statslige regerings-institutioner. Palæstinenserne havde hverken statslige institutioner, militære midler eller international opbakning, selv om de i 1947 udgjorde 2/3 af befolkningen.

s. 136 Palæstinenserne blev særligt dårligt stillede i f.h.t. andre arabiske kolonier, som havde arabiske repræsentanter i ledelsen af deres lande. Britternes tilbud om et Arab Agency, som pendant til Jewish Agency, kunne ikke accepteres fordi britterne ville udpege ledelsen og det måtte ikke beskæftige sig med indvandring. Palæstinensernes oprør i 1936-39 havde givet bagslag og tvunget flere til at sælge deres jord, givet mulighed for at ansætte jøder istedet for strejkende palæstinensere og bygningen af Tel-Avivs havn gjorde Jaffas havnearbejdere arbejdsløse. 10% af Palæstinas mandlige befolkning var dræbte, sårede, fængslede eller i eksil.

s. 137 Palæstina var splittet mellem fraktioner og klaner.

s. 138-39 FN's deling af Palæstina gav zionisterne 55% af landet selv om de udgjorde 37% af befolkningen. Inden for zionisternes tildelte område ejede de kun 11% af jorden. Palæstinenserne måtte afgive alle citrusplantager, 80% af landbrugsjorden og 40% af industrien. Hundreder af palæstinensiske landsbyer blev afskåret fra deres marker. Landet blev delt i tre uforbundne dele, mens den zionistiske stat var ud i ét.

s. 141-42 De palæstinensiske væbnede grupper var i slutningen af 1940'erne spredte, uuddannede og dårligt udrustede, i modsætning til de zionistiske militære enheder. Både zionistiske og arabiske militære ledere var klare over det skæve styrkeforhold.

s. 143-46 Plan D blev i hovedtræk udarbejdet af den zionistiske generalstab i 1944 og videreudviklet indtil den i februar-marts 1948 blev uddelt til zionistiske officerer. Den blev iværksat i april 1948 da der var optræk til at amerikanerne og britterne ville revurdere delingen, og der var jødiske kolonier der var under angreb. Plan D skulle sikre det zionistiske territorium samt de 33 kolonier, der lå på palæstinensernes tildelte område - de var blevet bevidst udvidede efter delingsplanens vedtagelse. De fungerede som fremskudte baser. Imellem dem lå palæstinensiske byer, som ifølge plan D skulle fjernes. Derudover skulle strategiske punkter sikres for at imødegå et arabisk angreb. Plan D instruerede om destruktion af palæstinensiske byer, så palæstinenserne ikke havde noget at vende tilbage til. Af 13 store zionistiske militæroperationer i november 1947 til maj 1948 var 8 uden for det område zionisterne fik tildelt.

s. 147-49 I april 1948 blev palæstinenserne i Haifa jaget ud af byen, palæstinensiske landsbyer omkring Jaffa blev ødelagte og Jaffa isoleret, østlige Galilæa blev tømt for palæstinensere. I maj 1948 blev palæstinensiske landsbyer omkring Tiberias ødelagte, Beisan blev besat og områdets beduiner fordrevet, en del af landsbyerne omkring Bureir blev udslettede, besættelse af dele af Jerusalem, Acre blev besat og palæstinenserne fordrevet. Andre operationer mislykkedes.

s. 150 I byen Deir Yassin blev palæstinenserne i april massakrerede, hvilket fik mange andre palæstinensere til at flygte.

s. 152 Massakren i Deir Yassin blev omtalt i arabiske radioudsendelser. Palæstinenserne blev dog opfordrede til at blive af Den Arabiske Højkomité, Arab Liberation Army, Beiruts Radio og palæstinensisk presse.

s. 153 Zionisternes psykologiske krigsførelse omfattede både radio, bomber og højtalervogne, der forsøgte at skræmme palæstinenserne og demoralisere dem.

s. 154-55 I juli 1948 blev 4.000 tilbageværende, hovedsagligt kristne palæstinensere i Haifa flyttet til en ghetto, hvor de kunne bevogtes. To kvarterer i Haifa blev jævnet med jorden af ingeniørtropeer. Fra december 1947 til juni 1948 blev 180 landsbyer og byer i Palæstina udrensede og 239.000 palæstinensere blev flygtninge, plus flygtninge fra 70 landsbyer, tre byer og fra Jerusalem-området. 14 dage efter staten Israels oprettelse var der 319.000 flygtninge.

s. 156 I juli blev omkring 100.000 palæstinensere fordrevet fra Lydda og Ramle. Ved Israleske offensiver i oktober og december flygtede yderligere 150-200.000 palæstinensere fra den sydlige kystslette og nordlige Negev.

s. 157 Ialt flygtede 732.000 palæstinensere i perioden 1947-49.

s. 159-60 Det Israelske militære efterretningsvæsen vurderede i juni 1948 at 55% af affolkningen af palæstinensiske byer skyldtes direkte militære fordrivelser, 15% skyldtes zionistiske guerilla-grupper, men kun 5% skyldtes ordrer fra arabiske myndigheder, hvilket ellers blev udlagt som hovedårsagen af den israelske regering.

s. 164 Samme aften som plan D blev iværksat, stiftedes den zionistiske Komiteen for Efterladt Arabisk Ejendom, bestående af efterretningsofficerer, jordopkøbere fra Den Jødiske Nationalfond og eksperter i arabiske anliggender. Den 1. juni 1948 besluttede den Israelske regering at palæstinensiske flygtninge ikke kunne vende tilbage.

s. 171 Den 12. juli ved zionisternes indtagelse af Lod led de tab på to dræbte og 12 sårede, hvorefter de startede en massakre som dræbte 250 palæstinensere. Derefter blev indbyggerne drevet afsted på en længere march, uden vand, hvor mange omkom.

s. 182 418 palæstinensiske landsbyer blev ødelagt eller affolket i 1947-50.

s. 191 Ifølge afklassificerede dokumenter fra den israelske hær blev der begået 12 massakrer, med ialt 800 dræbte palæstinensere.