"
Velfærdsforlig " |
|||||
Både Velfærdskommissionen, Det Økonomiske Råd, OECD og IMF råder til en omlægning af beskatningen i retning af øget skat på passivt boligforbrug og lavere skat på værdiskabende arbejde og investeringer. Det er en indlysende fornuftig omlægning som desværre hindres af regeringens skattestop. Som udgangspunkt må det siges at være besynderligt, at danskere beskattes mindre når deres indkomst stammer fra gevinster på boligmarkedet, end når de faktisk har udført et nyttigt arbejde eller har investeret i virksomheder der skaber værdifulde produkter, tjenesteydelser og arbejdspladser. I en periode hvor vi både har umiddelbare problemer med at skaffe nok arbejdskraft i virksomhederne, er midt i en globaliseringsproces hvor vi konkurrerer om at tiltrække de mest kvalificerede hoveder og har mindre mulighed for at kontrollere kapitalstrømme, samt får en stigende andel af ældre - da er anbefalingerne fra de økonomiske |
eksperter noget der bør modtages med kyshånd. I stedet har regeringen vist sig stokdøve - travlt optagede af at lave teknokratiske småfiflerier med deres samarbejdspartnere. En omlægning af skatten er for det første nødvendig fordi det er økonomisk ineffektivt at belønne boligejere for at sidde i deres ejendomme og tage imod gevinster de intet har gjort for, når vi samtidig har en meget høj indkomstbeskatning både i toppen og i bunden, der gør det mindre attraktivt at arbejde. Regeringens skattestop betyder samtidig at denne skævhed i skattesystemet forværres år efter år, fordi skatterne på ejendomme er fastfrosset til et bestemt beløb der udhules i takt med inflationen. Derimod er indkomstskatterne fastlåst i bestemte procentsatser der betyder øgede skattebetalinger i takt med inflationen. Regeringen bør snarest finde en kur for sin tonedøvhed, mens hele koret af økonomiske eksperter synger rent. |
|